Hvilke sociale mekanismer skal der til, for at der er tale om en sekt?

TLF. 61720070

 

Hvilke sociale mekanismer skal der til for, at der er tale om en sekt?

Fanatisme, Sekterisme og social vold

Om gruppeproduceret psykisk vold i lukkede meningsfællesskaber


af Michael Dupont, Antropolog, Ph.d.


Indledning

Årsagerne til fundamentalisk og radikaliseret tankegang - kort sagt fanatisme - er meget sammensatte og kan ikke forenkles til et spørgsmål om bestemte kulturkredse eller trosforhold.  Fanatiske tendenser kan spores i alle typer fællesskaber såsom familiestrukturer, arbejdspladser, kreative fællesskaber, klubber, interesseorganisationer, politiske bevægelser samt alternativt orienterede behandlingsgrupper.

Når sådanne meningsfællesskaber har potentiale for at udvikle fanatisme, skyldes det ikke de interesser, overvisninger eller trosforhold, som gruppen bekender sig til og agiterer for. Fanatisme har derimod rod i nogle almindeligt forekommende og fundamentale sociologiske træk, som kan udvikle sig til sekterisme og gruppeorganiseret fysisk og/eller psykisk vold. Navnlig når fællesskabet bliver indesluttet og afsondrer sig fra omverdenen. Med andre ord er udviklingen af fanatiske meningsfællesskaber snævert forbundet til udviklingen af sekteriske gruppemekanismer. I artiklen belyser jeg denne sammenhæng og argumenterer for, at især tre sociologiske træk indgår som centrale årsager til udviklingen af sekterisk præget fanatisme. De tre sociologiske træk er: i) mental og adfærdsmæssig afsondring fra omverdenen. ii) regelstyret meningsdannelse & hierarkisering af individer samt iii) gruppeorganisering af sanktions- og afstraffelsesmetoder.


1. Hvad er fanatisme?

I ordets oprindelige betydning er fanatisme den vanvidsprægede dragelse mod højere principper. Mens det fanatisk tænkende individ i mange tilfælde kan være sindsforvirret eller lide af et psykotisk realitetstab, stiller sagen sig anderledes for fanatiske grupper. Her kan sindsforvirrede individer sagtens være leder eller finde sin plads som "discipel". Men her spiller fællesskabsopbygningen en central rolle; fanatisme udbredes og udvikles mellem mennesker, når gruppen består i en entydig og indiskutabel hierarkisk inddeling af individerne, regler for, hvordan sociale relationer kan etableres samt konstant overvågning og kontrol med gruppens indbyrdes sociale interaktioner. Man kan sige, at fanatisme overgår altså fra individuel psykisk dysfunktionalitet til gruppepræget (social) dysfunktionalitet, når overbevisningen organiseres og systematiseres i sekteriske fællesskabsformer.


2. Fanatismens sociale funktionsmåde: Sekterisme

Den sekteriske opbygning af dysfunktionelle hierarkier, relationer og interaktioner udgør fanatismens sociale funktionsmåde: Sekterisme udvikles, når den fanatiske gruppetænkning lukker om sig selv i selvafgrænsende og selvafsondrende meningsfællesskaber. Grundet den ringe kontakt med omverdenen, er der ingen overvågning med fællesskabsformen. Derfor kan "meningen med fællesskabet" frit udvikle sig til at blive dikteret af få individer, der beordrer en systemiseret kontrol-, overvågnings- og afstraffelsespraksis som forudsætning for selve fælleskabets "overlevelse": Meningsfællesskabet kan kun bestå gennem en gruppelegitimeret brug af målrettet bevidsthedskontrol, hård afrettelse og disciplinering, konstant overvågning af adfærd samt handlekraftig sanktionering og afstraffelse af gruppemedlemmer, der måtte kritisere eller aktivt modarbejde fællesskabets tænkeformer og daglige praksis. Sådanne gruppeprocesser kan i mildere grader forekomme i fredelige meningsfællesskaber, hvor mening også ensrettes i opposition til den samfundsanerkendte viden eller gældende kulturelle normer.


3. Den psykiske & sociale vold

Fra den omfattende mængde vidneberetninger om sekteriske gruppefællesskaber ved vi, at en sådan socialt organiseret overvågnings- og afstraffelsespraksis indebærer massive psykiske overgreb på individet. Man kan derfor sige, at forekomsten af gruppeaccepteret og socialt organiseret psykisk vold i fanatiske fællesskaber må betragtes som social vold: Denne voldsform udvikler sig, når spredte og tilfældige psykiske overgreb mod enkeltindivider overtages af en velorganiseret og systematiseret afstraffelsespraksis, som alle lærer at følge og bruge mod hinanden. Den sociale vold bliver en legitim hverdagspraksis, når gruppemedlemmerne føler sig overbevist om, at mistænkeliggørelse, ydmygelse og afstraffelse er nødvendige sociale instrumenter at tage i brug, dersom gruppens meningsfællesskab og overbevisning skal bestå over tid.

Den fanatiske overbevisning kræver altså brugen af social vold, som kun kan udholdes (og retfærdiggøres) af den enkelte ved en endnu stærkere hengivelse til den fanatiske overbevisning.

Fanatismen og den sekterisk skabte sociale vold opretholder altså hinanden. I religiøse grupperinger og alternativt orientererede behandlingsfællesskaber ses dette træk særligt tydeligt. Disse meningsfællesskabers overbevisning om "frelse" eller "sundhed og indre balance" afhænger af hvor meget troen er domineret af skepsis og vantro: Disse indstillinger kan ødelægge gruppens sammehold og må derfor problematiseres, kontrolleres og straffes på gruppeplan, således at frelsen, sundheden og den indre balance kan indfinde sig.

 

4. Det sociale medansvar for den psykiske vold

I fanatiske meningsfællesskaber indebærer den gradvise retfærdiggørelse af psykisk vold, at medlemmerne disponeres til at afstå fra at selvstændiggøre sig og turde løsrive sig følelses- og holdningsmæssigt fra den øvrige gruppe. Individet vil over tid finde det mere naturligt at afrette sine medsammensvorne frem for at gøre op med fællesskabsformen og dermed også ledelsens brug af brutalitet og overgreb.

For den enkelte er det daglige liv i meningsfællesskabet i udpræget grad præget af tilskyndelsen til at opnå ”tåleligt” samkvem med ledelsen og de øvrige medlemmer for at undgå kritisk opmærksomhed og dermed risikoen for ydmygelse og straf. Ubehaget ved tanken om disse risici kan blive så ubærligt, at den enkelte forskønner tanken om livet i fællesskabet og måske ligefrem finder den daglige afstraffelsespraksis retfærdig. Disse opfattelser bidrager kun til at den fanatiske tænkning intensiveres, hvorved følelsen af, at gruppetilhørsforholdet og dets selvopretholdelses-metoder er livsvigtige, tilsvarende radikaliseres.


5. Forenklede virkelighedsopfattelser

Et andet centralt karaktertræk ved den gruppeorganiserede fanatisme er bekendelsen til entydige og stærkt forenklende verdensbilleder og virkelighedsopfattelser: I såvel politiske, relgiøse og behandlingsorienterede fællesskaber finder vi træk af en sådan virkelighedsforenkling, hvor f.eks. samfundet opfattes som depraveret eller på gal kurs, eller hvor den bestående opfattelse af sygdom og behandlingsmetoder anses som ødelæggende for individets "sande" sundhed.

Meningsfællesskaber rummer derfor altid en høj risiko for at udvikle fanatisme, når fællesskabet åbent og viljesbestemt tilskynder sine medlemmer til at bekende sig til en radikal virkelighedsforenkling (f.eks. "verden er ond", "videnskaben tager fejl" etc.). Sådanne forenklinger retfærdiggøres som regel af overbevisningen om, at der gives højere (gudelige, visdomsprægede) "principper", der har højere sandhedsværdi end de samfundsanerkendte vidensformer, kendsgerninger og normer.


6. Den overbevisende måde at være overbevist på

Det er præcist denne henvisning til ikke-beviselige, metafysike forhold, der gør fanatismen til en overbevisende måde at være overbevist på. Fanatisk tænkning er altså en overdreven form for overbevisning, som ofte udtrykker sig i usædvanlige påstande om f.eks. frelse eller fuldkommen sundhed, der står den enkelte i vente, hvis blot individet følger bestemte regler for, hvordan livet skal leves i tiden frem til, at frelsen eller sundheden måtte indfinde sig.

Det viser sig imidlertid, at disse reglers gyldighed ikke kan efterprøves indenfor den velkendte tilværelse eller eksisterende samfundsorden: Med den fanatiske tænkning følger altid en klausul om, at betingelserne for at indløse det, der står i vente, først er opfyldt, når individet endegyldigt forlader den velkendte tilværelse eller samfundsordenen og giver sig hen til fællesskabets virkelighedsopfattelse. Derfor står påstanden om nødvendigheden af et brud med og afkald på det velkendte som en helt central metode, der skal retfærdiggøre brugen af virkelighedsforenklinger og "højere principper".

En fatal konsekvens ved dette brud er, at individet dermed afskærer sig fra at drage nytte af de videnskabelige eller samfundsanerkendte erfaringer, som kunne efterprøve gyldigheden ved de påstande, opfattelser og verdensbilleder, som udvikles gennem sekterisk fanatisme. Især i alternativt orienterede behandlingsfælleskaber kan afskæringen fra f.eks. medicinsk eller sunde sociale relationer efterlade individet med alvorlige fysiske symptomer og psykiske problemer.


7. Bruddet med det velkendte: Afkaldstanken

Den fanatiske overbevisning repræsenterer således et dyberegående brud med bestående samfundsaccepterede vidensformer, verdensbilleder, logikker, tænkemåder, normer og vaner og behandlingstilgange. Det fanatiske meningsfælleskab appellerer nemlig ikke kun til de værdier, visioner og handlemuligheder, der stilles i udsigt. Fællesskabet tilbyder en mulighed for at forlade og give afkald på de erfaringer, den viden og de kendsgerninger, som knytter sig til medlemmernes hidtidige eller tidligere samfundsliv, der kan have været smertefuldt, perspektivløst og mistrøstigt.

For eksempel kræver religiøse, politiske og alternativt orienterede behandlingsfællesskaber, at gruppemedlemmerne viser afholdenhed og distanceopretholdelse over for det samfundsliv, der menes at være en trussel mod det gode, sunde liv, der stilles i udsigt. Et sådant påbud om afholdenhed og distance kan nemt gruppesystematiseres, fordi fællesskabet (gruppesammenholdet) kan bruges som "det gode eksempel" på den frelste eller sunde tilværelse, der venter.


8. Afsmag & Væmmelse

Imidlertid er afkaldstanken ikke en stilfærdig frasigelse af samfundslivet og de hidtidige livserfaringer, individet har indhøstet gennem tilværelsen. Religiøse og alternativt behandlende fællesskaber proklamerer f.eks., at medlemmerne "endnu ikke er parate" til at forstå, modtage eller praktisere troen/behandlingsmetoden på egen hånd, hvis medlemmerne ikke som et minimum "giver sig hen" til troen/behandlingsmetodens særlige åndfulde eller psykiske betingelser. Dette krav understøttes af en ofte meget agressiv gruppepåtvingelse af afsmagsfølelser mod det, der skal gives afkald på. Dette krav opstilles også som en forudsætning for, at medlemmerne overhovedet kan opnå "forståelse for", "indsigt i" og en dag "selv udøve" den "visdom" og de arbejdsmetoder, meningsfællesskabet har bekendt sig til.

I fanatiske fællesskaber disciplinerer medlemmerne indbyrdes hinanden til gensidig, varig overvågning af, hvorvidt afkaldet og afsmagen holdes i hævd gennem påmindelsen om at opretholde væmmelse ved den fortidige livsførsel eller de mennesker og fællesskaber, der har gjort livet "syndfuldt" eller "usundt". Det er altså i selve bruddet med og afsmagen for velkendte, at individet viser den nødvendige vilje til at stræbe mod "det højere". Fordi individet dermed allerede befinder sig i nærheden af eller indenfor  "det højere", der stilles i udsigt. Og denne tilstand kan bedst sikres ved at individet følger bestemte meningsregler.

 

9. De sekteriske "meningsregler"

Afkaldet på sund fornuft, etableret viden og almen moral gør det netop tilnærmelsesvist umuligt at gå i rette med meningsfællesskabets begrundelser for, hvordan og hvorfor mening bør formes på bestemte måder. Den "mening", som fællesskabet måtte dele, er således ikke frisat, men dannes ved overholdelse af fire sæt regler, som er indbyrdes forbundne, selvopretholdende og selv-legitimerende: i) Autoritetsrettigheder - det vil sige hvem, der har ret og hvem der ikke har ret til at danne fællesskabets "delte mening". ii) Gyldighedskriterier - det vil sige, hvilke meninger der opnår sandhedsværdi og relevans for fællesskabet. iii) Distributionsformer - det vil sige, hvordan mening bør videregives og udveksles mellem medlemmerne,. Endelig iv) Juristiktionsforhold - det vil sige, hvem, hvornår, på hvilken måde og i hvor stort et omfang der bør rettes sanktioner mod gruppemedlemmer, der ikke former sin mening i overensstemmelse med fællesskabets almene meningsdannelse.


10. Sammenhængen mellem overbevisningens & gruppens levedygtighed

At bryde med og finde afsmag for det velkendte, er limen, der binder meningsfællesskabet sammen og gør det i stand til at bevare sammenhold over tid. Derfor er den fanatiske overbevisnings levedygtighed nøje forbundet til gruppens levedygtighed og omvendt.

Det sekteriske islæt ved meningsfællesskaber tydeliggører sig, når der overlagt slås hårdt ned på enhver tilskyndelse til tvivl, skepsis og genovervejelse af meningsfællesskabets styrende meninger eller anvendte fællesskabsform. Det vil sige, når meningsfællesskabets sammenhold omtales som noget, der afhænger af medlemmernes principielle og aktive (viljesbestemte) brud med almindelig logik, sund fornuft, gældende lov, samfundsorden, officielt accepterede normer eller veletablerede (videnskabelige) kendsgerninger. På den måde kan fanatiske meningsfællesskaber udvikle immunitet over for enhver form for kritik, fordi ethvert angreb på overbevisningen er et radikalt angreb på fællesskabet.


11. Prestigespil

Når først afkaldet, afsmagen og distancen til omverdenen er etableret, bliver det fordelagtigt for den enkelte at udvise konstant lydighed og hengivenhed til sagen og fællesskabet. Og for at undgå mistænkeliggørelse og straf, bliver lydigheden og hengivenheden endnu vigtigere at udvise på daglig basis: Der udvikles altså små hverdagslige prestigespil mellem medlemmerne, som kæmper om at være rettroende og retvisende i adfærden for at bevare positioner i hierarkiet, anerkendelse fra ledelsen samt små privilegier, såsom taletid, forkælelser eller visse friheder, som ledelsen har gjort efterstræbelsesværdige. Det hverdagslige sociale spil udvikler sig uden at medlemmerne er bevidste om, at hele spillet om tilhørsforhold, anerkendelse og privilegier tjener til at afværge forhånelse, mistænkeliggørelse, sygeliggørelse og straf. Kort sagt: Den gruppeproducerede psykiske vold (sociale vold), som er blevet legitimeret over tid.


12. Prestigespillene er den sekteriske fanatismes inderste hemmelighed

Disse prestigespil handler altså ikke om at opnå en bestemt fordelagtig og intim relation til en gud eller dybere indsigt om krop og sind, men om at opnå et privilegeret forhold til bestemte levende autoriteter, der påstår allerede at være lykkes med at bryde med det velkendte og derfor gør sig særligt fortjent til at opnå andres respekt og hengivenhed.

Det er altså muligheden for at opnå en fordelagtig position i autoritetens øjne, som giver den fanatiske tænkning et epidemisk islæt: Det, der smitter mellem mennesker, er den overdrevne lyst til at tage del i hemmeligheden om, hvordan man socialt bør tilpasse sig det gruppefællesskab og det hierarki, der omkranser autoriteten, så den enkelte får indsigt i, hvordan man efterligner, opnår og overtager autoritetens visdom om frelse eller sundhed. Også her er det afgørende, at meningsfællesskabet afsondrer sig fra omverdenen for at beskytte sine interne sociale spilleregler. For hemmeligheden i spillereglerne ligger i, at det principielle brud med det bestående først kan indfinde sig, når individet tilpasser sig autoriteten og dermed det sociale miljø, som har opstillet spillereglerne og hemmeligholdt deres virkemåder.


13. Afvigeren

Enhver, der søger at fastholde en vis forbindelse til viden og erfaringer udenfor sekten kan derfor betragtes som en afviger, der kan forvente sig barske sanktioner: I udgangspunktet må et sekterisk fællesskab betragte sig som den nødvendige afvigelse fra den "livsødelæggende" eller "sundhedsnedbrydende" samfundsnorm for at blive et afgrænset fællesskab. Men overfor afvigeren omvendes dette forhold: Nu er det den enkelte, der formaster sig til at gå på tværs af fællesskabets praksis ved at søge tilflugt og hjælp i den omgivende samfundsviden, der er afvigeren: Denne bryder jo med fællesskabet, frem for at bryde med samfundet. Afvigeren er således etableret som en trussel på linje med de mennesker, sociale fællesskaber, vidensformer osv., der i udgangspunktet blev opfattet som fællesskabets hovedfjende.

Afvigeren påkalder sig altså af sociale årsager hele gruppens sanktion og straf: Afvigeren kan nu "retteligt" sigtes og dømmes som et ødelæggende socialt element, idet afvigelsen fra sektnormen fundamentalt set repræsenterer et tilbagekald af den afkalds-ed, som blev givet ved optagelse i fællesskabet. Afvigeren bliver nu genstand for umyndiggørelse, sygeliggørelse og straf gennem en udmattelseskamp, der føres frem til det punkt, hvor afvigeren opgiver sit kritiske forehavende og enten overgiver sig bevidst til fællesskabets love eller regredierer i ensomhed, depression og selvmordstanker.


14. Konklusion

Fanatiske meningsfællesskaber, der udvikles gennem sekteriske gruppemekanismer og social vold, kan genkendes ved at iagttage tre forhold:

  1. Hvor stor afstand og hvor megen afsmag meningsfællesskabet anlægger til det omgivende samfunds love, kendsgerninger eller normer.
  2. Hvor regelsat meningsfællesskabet formulerer sin "visdom" og praktiserer denne visdom.
  3. Hvor målrettet og systematiseret meningsfællesskabet hverver, opdrager, overvåger, kontrollerer, sanktionerer og afstraffer medlemmernes adfærd i forhold til afstanden, afsmagen og regeladlydelsen.


Michael er ph.d. i antropologi, underviser og foredragsholder.

 

Læs også:

Er du kommet ud af en sekt. Få hjælp til at vende tilbage

Er du interesseret i mere viden om de psykologiske og sociologiske mekanismer bag sekter?

Relevante links:


Relevant litteratur:

  • Robert Dam (2011) "Afhopperen - mine 20 år i Scientology". Kristeligt dagblads Forlag
  • Sophia Evensen (2008): Ondskab. Ruth stjal mit liv. Bogkompaniet
  • Camilla Louise Johnson (2015): Svært barn har mange navne. Gyldendal
  • J. McGregor & T. McGregor (2015): Sociopaten ved morgenbordet. Sådan genkender og håndterer du dyssociale og manipulerende mennesker. Dansk Psykologisk Forlag
  • Irene Rønn Lind (2014): "Forklædt. Pæne psykopater og deres ofre" Forlagsgruppen Lohse

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________


Autoriseret psykolog Line Dupont   -   Immervad 1C, 1.th   -   8000 Århus C   -   Tlf: 61720070   -   klinik@psykologaarhus.net   -   Medlem af Dansk Psykologforening