Hvad fastholder offeret i et seksuelt krænkende familiemiljø?

TLF. 61720070

 

Hvad fastholder offeret i et seksuelt krænkende familiemiljø?

Læs her Michael Dupont - Adjunkt, Ph.d. Antropologi, underviser og foredragsholders undersøgelse af familier med seksuelt misbrug ved at tale med ofrene. Fokus er på familiemiljøet og det daglige samvær. Artiklen er baseret på gentagende interview af 9 seksuelt krænkede.


Misbrugt barn, krænket familieliv

Om den sociale tilpasning til et liv med seksuelle overgreb


Når offentligheden bliver bekendt med, at børn udsættes for seksuelle overgreb, som dem, der er foregået i Brønderslevssagen og Tøndersagen, er krænkeren som regel allerede blevet stillet for retten. Det er desværre kun yderst sjældent, at overgrebshistorierne ender sådan. I langt de fleste tilfælde forbliver overgrebene dybe familiehemmeligheder. Desuagtet, at krænkelserne beviseligt har fundet sted, har krænkerne kunnet fortsætte deres liv og passe deres arbejde eller leve en tilbagetrukket tilværelse. Enkelte har på ganske legal vis fortsat deres professionelle omgang med børn. Nogle krænkere har ligefrem truet deres voksne børn med injurieretssager i fald overgrebene blev afsløret og modtaget applaus og støtte hertil fra deres sociale netværk: Et netværk, som i begrundet uvidenhed helt uforvarende har tildelt krænkeren forøget styrke til at øge presset på sit offer. Alene det forhold, at krænkeren fortsat frit kan øve sit enten direkte eller indirekte psykiske pres på offeret, er medvirkende til, at voksne med traumer fra en barndom med seksuelt misbrug fastholdes i svær depression og angst.   


På sporet af familielivet

Krænkere, der ikke er blevet afsløret, har således i årevis kunnet raffinere deres veltalenhed, overbevisende argumenter, charme eller sociale udadvendthed; på den måde er deres omgivelser manipuleret til aldrig at rette mistanke mod de faktiske forhold i krænkernes familieliv. Men krænkerens personlighed er desværre ikke den eneste årsag til, at seksuelle overgreb forbliver hemmelige. Krænkelserne skjules også af måderne, ofrenes familier fungerer på.

    Jeg fik konkret indblik i den omstændighed, da jeg i foråret 2014 lavede en række tilbagevendende interviews med 9 personer, der alle havde været ofre for systematiske seksuelle krænkelser i deres barndom. Samtalerne foregik dels på et dansk center for seksuelt misbrugte, dels i ofrenes eget hjem. Mit ønske var at få indsigt i ofrenes familiemiljøer og de daglige samværsvilkår, der havde indkapslet ofrene i en hverdag med gentagede krænkelsesmønstre.

    Allerede under de første samtaler skulle det vise sig, hvor kraftig en modstand ofrene følte mod det at beskrive deres familieliv. I ofrenes beretninger hørte jeg en dyb smerte over at være blevet misbrugt, men også over at udlevere sine familiemedlemmer. Beretningerne blev fremsagt med en ængstelse, der indhyllede det fortalte i et næsten uigennemtrængeligt mørke af vægelsind og fortrydelse over overhovedet at have påbegyndt beretningen. Et mørke, som vidnede om, at tilbøjeligheden til fortielse havde uforandret magt over ofrene. Det til trods for, at ofrene nu havde søgt professionel støtte og langsomt var påbegyndt at turde tale om fortiden.   

      Fortielsen viste sig at være tegn på noget meget fundamentalt: Den var en sidste rest af et dybtliggende ønske om bevare selv den mindste grad af socialt tilhørsforhold til familien. Et tilhørsforhold, som offeret stadig oplevede som livsvigtig at bevare for ikke at blive totalt udstødt af familien og gå til grunde i definitiv isolation og ensomhed.


Det krænkede familieliv

Ofrene var i stand til at berette meget detaljeret om krænkerens personlighed og overgrebenes karakter. Derimod havde ofrene uhyre svært ved at bebrejde andre end dem selv, at krænkelserne var foregået over så lang tid. Ofrene var simpelthen ude i stand til at begrunde, hvorfor deres mødre, søskende og lidt fjernere familiemedlemmer aldrig havde grebet ind. Ofrene manglede ord for, hvordan det var gået til, at deres familier havde udviklet et sammenhold, som tillod det utilladelige.

    Dette centrale problem i opvæksthistorien tydeliggjorde sig for hver ny samtale, vi foretog: Ofrenes erfaringer af seksuelt misbrug var samtidig vidnesbyrd om et familieliv, der også var blevet besudlet og krænket. Samtlige ofre, jeg talte med, kunne berette om et samliv, hvor overgreb, vold, trusler og straf var blevet hverdag og fuldkommen normaliseret. Al familiær interaktion - fra selv de mest banale hverdagssituationer og ned til de mest grundlæggende forsøg på at skabe tillid, tryghed og sammenhold - opretholdte og ligefrem retfærdiggjorde krænkelsesmønstrene.

    I disse familiefortællinger fremstod offerets far eller stedfar umiddelbart som hovedårsagen til forråelsen af familiemiljøet, men det viste sig, at dette ikke var den fulde sandhed. Blandt offerets øvrige familiemedlemmer herskede lydighed og loyalitet over for krænkeren, som omgærdede hans person med stigende tillid, ros og betagelse. Mens krænkeren manipulerede sine omgivelser til at opfatte ham som psykisk sund og normal i sin adfærd, blev hans lyster, tilbøjeligheder, vrede, trusler og strafformer gradvist legitimeret som retvisende for al adfærd i familien.

    I takt med den stigende glorificering af krænkerens person, blev relationerne mellem de øvrige familiemedlemmer tilsvarende mere og mere afstumpede. Krænkerens forulempende og psykisk skadelige tale og handling var altså umærkeligt blevet ophævet til social lov. Flere af ofrene genkaldte sig episoder, hvor enhver nu efterlignede krænkerens adfærd og i tilspidsede situationer udsatte hinanden for samme type vredesudbrud, trusler, mistænkeliggørelse og forfølgelse, til trods for, at krænker end ikke var til stede i disse situationer. Nogle af ofrene kunne endda berette om, hvordan man helt naturligt udsatte mindre søskende for samme type fysisk vold og seksuelle overgrebsformer, som krænkeren benyttede sig af.


Social Vold

Efterhånden som mine samtaler med de 9 ofre udviklede sig, stod det mig klart, at ofrene også havde været udsat for en voldsform, som jeg kalder social vold: Den opstår, når en sluttet kreds af mennesker - såsom en familie - langsomt udvikler et system af sociale regler for tale og handlinger, som tillader, at det forfærdende og rædselsvækkende bliver hverdag. Social vold spreder sig i familien, når psykisk nedbrydende og sygelig adfærdsformer gradvist accepteres som normale samværsbetingelser. Hos alle mine 9 samtalepartnere havde såvel far, mor som søskende med forskellig styrke bidraget til at disciplinere hinanden til fælles opretholdelse af disse voldelige samværsbetingelser. Og ofrene havde også bidraget hertil. 

    Det mest overraskende og rystende ved disse beretninger var, at den sociale vold ikke kun var personlighedsnedbrydende. Den var også identitetsopbyggende: Det familiære samliv udslettede ethvert individuelt behov og ensrettede alle til gruppeloyalitet: Den gjorde enhver i stand til - ofte helt uforfærdet - at interagere med den stærkt dominerende krænker og udholde hverdagen blandt mennesker, som aldrig gjorde oprør mod det utilladelige.

   I tilgift til denne disciplinering kunne alle ofre berette om, hvordan familien gradvist svækkede det kritiske blik på, at familielivet indebar sådanne voldelige betingelser. I stedet voksede behovet for at romantisere familielivet som en slags indbyrdes forsikring om, at disciplinen og loyaliteten tjente det gode; at opretholde sammenholdet frem for at betro sig til udenfor stående, eftersom en sådan afsløring ville indebære, at familien blev ført til fald.

    Ofrene fortalte mig, at en sådan gensidig disciplinering til familiens sociale regler kunne give flere fordele: Disciplinen kunne virke mildnende på krænkerens vrede og utilpashed eller betyde, at man opnåede de øvrige familiemedlemmers respekt. Disciplinen indebar også, at den enkelte kunne fremstå som krænkerens ligesindede og dermed afværge et overgreb mod sig selv for til gengæld at se overgrebet blive rettet mod et andet familiemedlem.


Moderens rolle

I samtlige offerberetninger, jeg modtog, spillede ofrenes mødre en altafgørende rolle: Hun var i almindelighed den enten tavse, helt uvidende eller blot sørgmodige, der begræd familiens omstændigheder, hvis hun blev direkte adspurgt af børnene. Imidlertid kunne ofrene fortælle, hvordan mødrene i langt de fleste tilfælde udøvede en om muligt endnu mere aggressiv form for overvågning, kontrol og afrettelse af familien, end den, krænkeren selv udøvede. Det afslørede sig især, hvis ofrene gjorde indsigelser mod selv ganske små problemer i hverdagen. Her benyttede mødrene sig af gråd, ængstelse, bebrejdelser og selvmedlidenhed og erklæringer om udelt troskab til krænkerens vilje for herigennem at manipulere sine børnene til at afstå fra vredesudbrud eller tilskyndelse til opgør med krænker.

    I enkelte beretninger kunne jeg forstå, at morens skjulte manipulation havde opnået et yderligere socialt voldeligt udtryk. I sit ubehag over at opleve sit barns vrede og bebrejdelser over ikke at være blevet beskyttet, havde flere af mødrene tilskyndet resten af familien til at stå sammen i en fælles fordømmelse og sygeliggørelse af offeret. Offerets ubehag og små klager blev nu kollektivt opfattet som vrangforestillinger eller psykotisk adfærd af yderst skadelig betydning for fællesskabets bevarelse.

    Nogle af ofrenes søskende havde beviseligt klare erindringer om selv at have været udsat for krænkerens vold, psykiske manipulationer, trusler, straf eller seksuelle overgreb. I et enkelt tilfælde kunne et offer berette om, hvordan man i samlet søskendeflok blev udleveret til andre mænd i seksuelt øjemed. Til trods for, at ofrenes søskende havde sådanne klare erindringer om familiens fortid, bidrog de aktivt til fordømmelse og sygeliggørelse af offeret, når denne nærmede sig afsløringer af, hvad der var sket.   


Genfortællingen

Som antropolog har jeg i årevis beskæftiget mig med, hvordan mennesker opfatter betydningen af det sociale liv, de fører. Uanset, hvad der fortælles om, fungerer genfortællingen af det sociale liv som en måde at bearbejde og nuancere forståelsen af dette liv. I almindelighed reagerer folk med stor lyst til at berette om deres sociale liv, når de adspørges. I mine samtaler med ofrene for seksuelle krænkelser var det at genfortælle familiehistorien derimod afløst af en afgrundsdyb angst - også selv om jeg talte med ofrene på behørig, sikker afstand af de hjem, hvori krænkelserne var foregået. Jeg kunne spore angsten i ofrenes vaklende tonefald, flakkende blikke, tilbageholdt åndedræt, uventede pauser i sætningen, vredesudbrud og tårer.

    Genfortællingen af familielivet var ikke kun skamfuldt for ofrene. De opfattede også genfortællingen som en yderst destruktiv, næsten umenneskelig gerning: At videregive oplysninger om familielivet var et brud med den dybe loyalitet, som familien havde opretholdt over så mange år. Fortællingen repræsenterede en hellig visdom om særegne regler for tale og tavshed, sandhed og løgn, som på trods af alle uhyrligheder dog havde skabt en forudsigelig hverdagsramme. Genfortællingen repræsenterede til gengæld en umisforståelig helligbrøde og et frontalangreb på familiens sammenhold som social gruppe.

    I denne kløft mellem fortællingens indesluttede hemmeligheder og genfortællingens afsløringer af samme, skjulte sig de første spor af den sociale vold. Idet jeg bad ofrene genfortælle, hvad der var sket, blev de konfronteret med rædslen over at indse, at det familiære fællesskab altid havde været indfarvet i ondskab. En ondskab, som ofrene ikke kunne sige sig fri for selv at have medvirket til at opretholde.

    Genfortællingen var en handling, der afslørede familielivets voldsindfarvede sammenhold, som til sidst stod nøgent tilbage, afdækket som en kold og forvredet stålstruktur efter husets mure er faldet fra hinanden. At genfortælle sin barndom som misbrugt var måske det første øjeblik, hvor ofrene indså den enorme iboende kraft, som deres familieliv havde været næret og styrket af: At ideen om familiefællesskabets bevarelse havde større magt end erkendelsen af, hvordan dette fællesskab reelt fungerede, uanset hvilken ondskab, der havde fundet sted.

Familiekonflikter og svigt


Mange oplever større eller mindre konflikter med deres familier eller skuffelser over måderne, hvorpå man bliver behandlet af den. Det kan være svært belastende for al samvær. Man kan bære skyldsfølelser over at have negative tanker om sin familie og være vred over f.eks. deres konkrete opførsel, forventninger og pres. Når man bliver ældre og måske selv stifter familie, kan det blive aktuelt at vende et kritisk blik på sin famlie og ens opvækstvilkår. Det er vigtige overvejelser at gøre sig for at forstå sig selv bedre og undgå at påføre lignende svigt overfor ens nære relationer.

Oplever du psykisk vold?


Måske oplever du lige nu psykisk vold fra en eller flere personer, du har jævnlig omgang med fx. på arbejdspladsen eller i familien. Psykisk vold er en fundamental manglende respekt for det andet menneske og dets følelser. Det er en sygelig behandling af et andet menneske, der har den konsekvens, at offerets selvstændighed, tanker, følelsesliv og sociale identitet nedbrydes.


_______________________________________________________________________________________________________________________________________________


Autoriseret psykolog Line Dupont   -   Immervad 1C, 1.th  -   8000 Århus C   -   Tlf: 61720070   -   klinik@psykologaarhus.net   -   Medlem af Dansk Psykologforening