Nej, brud med en forælder er ikke narcissisme

Journalist Astrid Høg udtrykker i en klumme i Berlinske det synspunkt, at voksne børns brud med en forælder er en narcissistisk tendens i tiden, som er udløst af det voksne barns uopfyldte idealforestillinger om, hvordan familielivet burde have været. Det kan jeg ikke genkende fra min kliniske praksis.

Min erfaring er, at beslutningen om at bryde med en forælder er svært smertefuldt for det voksne barn og sjældent det første valg. Der er ofte gået en lang proces forud, hvor andre måder at håndtere relationen på er afprøvet og synes mislykket. Forælderen er blevet tilbudt mange chancer, forklaringer og ønsker fra barnet, gerne suppleret med konkrete forslag til forandringer, der kunne bedre relationen og som ville gøre den nødvendige forskel for barnet. Jeg hører meget ofte, at disse tiltag ikke er blevet tilstrækkeligt lyttet til, forstået, grebet, respekteret eller taget alvorligt. Ifølge mine kliniske erfaringer er der således ikke tale om et egoistisk endsige narcissistisk valg fra det barn, der vælger at bryde med sin forælder, men derimod en smertefuld nødvendighed for at barnet kan få sig eget liv til at fungere.

Jeg mener desuden, man skal passe på med at dømme i disse sager – specielt hvis man kommer fra et velfungerende familieliv, da man netop grundet en mere balanceret kontakt med sin forælder ofte har svært ved at leve sig ind i den psykiske vold, der kan være årsagen til at nogle finder forældre-brud nødvendig. Konflikterne handler i vid udstrækning om en bagvedliggende psykisk vold i forælder-barn relationen; det kan vise sig ved grænseløs og/eller dominerende adfærd fra forælderens side, hvor der ikke er respekt for det voksne barns grænser. Der kan også være tale om forhold præget af forsømmelse, hvor man barnet ikke prioriteres i forælderens tilværelse. Uanset baggrunde, føles smerten lige stor for den, der føler at bruddet er uomgængeligt. Psykisk vold er svær at se på overfladen, men ligger altid i detaljen og gentagelsen. Mine kliniske erfaringer viser mig, at der ikke er en idealforestilling af et familieliv, der sådan set allerede slået itu, som måtte føre til brud, men derimod mange mislykkede forsøg på at få det til at fungere på trods af åbenlyse mangler i relationen.

Taler man med en forælder, der har oplevet et brud med deres voksne barn, vil deres forklaringer ofte være mangelfulde eller stærkt forenklede. Det er en væsentlig del af årsagen til bruddet, at forælderen ikke rettidigt har udvist evne, interesse, vilje for at lytte og søge håndtering af de svære følelser, der bevæger sig imellem parterne og ikke ønsker at anerkende barnets forklaringer på, hvad der har været og fortsat er konfliktens kerne. Jeg ser også, at de forældre, der har oplevet brud med deres voksne barn, ikke i tilstrækkelig grad evner at kigge ind ad og reflektere over deres egen andel af konflikten, herunder skyld og ansvar for dens opstået, men gerne tager offerrollen; denne rolle aktiverer netop sympati hos andre, men potentielt også en vis forargelse rettet mod det voksne barn, er valgte at bryde kontakten. Herved forsvinder nuancerne og bruddet fremstår pludselig som en selvcentreret handling. Det kan ikke være længere væk fra realiteterne.

Det ville være befordrende, at den som lytter til en sådan offerpræget selvfremstilling hos forælderen, ulejliger sig med at spørge, hvad forælderen har gjort for at løse konflikten og huske at spørge til nuancerne og dybderne i den verserende konflikt. Der vil ofte være lav eller ingen konflikthåndteringsevne at finde i de svar, der modtages fra forælderen.

Der er ingen tvivl om, at et brud i en familie er en ulykke og smerte for alle parter. Spørgsmålet er, hvordan man håndterer smerten og konflikten - hvorvidt man er villig til at række ud efter den anden og bliver ved med at lytte og søge at forstå ens negative bidrag til konflikten. Det gælder begge parter og særligt den voksne forælder, da de har et øget ansvar i en voksen-barn relation trods barnets alder.